Drømmer du III – Hverdagen for en dansk svømmer i USA

Dette er tredje afsnit om Emma Bjørnholdt. En Lyngby-svømmer fra Konkurrenceafdelingen, der sidste sommer tog til Saint Leo University i Florida for at svømme og tage en bachelor i psykologi. I sidste afsnit kunne du læse om Emmas hverdag – træning, skole og fritid. I dette afsnit beretter vi om stævner, resultater og om, hvad der skal ske efter sommerferien.

Stævner

Corona har ændret stævneplanen for Emma betydeligt. Normalt ville der være stævner 2-3 gange om måneden. Sæsonen 2020-21 har været næsten stævnetom, men Emmas hold blev i sidste øjeblik i foråret godkendt af skolens Corona Response Team til at svømme dual meets først med Florida Southern og senere med Florida Tech. Begge stævner forløb over en weekend fra fredag til søndag. Så lidt stævneaktivitet har der været.
Emma beskriver stævnerne som noget overvældende, men også meget lærerige og spændende. ”Det er jo en helt anden stævnekultur, end jeg er vandt til. Begge hold hepper utrolig meget og endda også hinanden – altså på modstanderen, hvis f.eks. en svømmer vil prøve at klare en kravtid til NCAA. Sådan er det sjældent i Danmark”, forklarer hun. NCAA står for National Collegiate Athletic Association, og når man deltager i NCAA-stævnet, svarer det en slags amerikanske mesterskaber for colleges – dvs. for de bedste i landet.

Resultater

I USA svømmer man på yards, og det er bare noget andet end meter. Emma havde af gode grunde ikke tider på yards, så man kan vel godt sige, at hun slog personlige rekorder i alt, men omregnet svømmede hun lidt over sine personlige rekorder. Svømmemæssigt og teknisk vurderer hun, at hun har forbedret sig meget på sit undervandsarbejde og sine armtag i crawl. Detaljer på Emmas niveau er ekstremt vigtige, og er da også noget, som hendes træner går meget op i.
Emma er blevet optaget i noget, som hedder Presidents Club. Det er en “club” for atleter med meget høje karakterer i skolen. Derudover er Emma også på Deans list, som er for elever, uden at de nødvendigvis er atleter, med høje karakterer. Det går vist meget godt for Emma.

I Danmark nu

Emma kom hjem til Danmark den 5. maj, da skoleåret på universitetet er slut. Så nu holder Emma ferie fra skolen og træner med Lyngby Svømmeklubs førstehold frem mod Danske Mesterskaber i juli. Derudover arbejder Emma hos Arena og skal være træner på klubbens Swim Camps, og så er der naturligvis tid til at se venner og familie.

Emma er glad for at være hjemme og glæder sig over at kunne svømme sammen med sine klubkammerater i Lyngby og til igen at repræsentere klubben nationalt.

Retur til Florida

Hjemturen til Florida er stadig lidt oppe i luften, da meget afhænger af Coronarestriktionerne. Lige nu er hjemturen sat til 16. august, men det er planen, at Emmas forældre og søster skal med derover. Kan de ikke det, tager hun først retur i slutningen i august til semesterstart.

Når Emma kommer tilbage, bliver hun Sophomore (2. års studerende), og det betyder, at hun så starter på psykologifagene og dermed det, som hun søgte over for, da hun tog afsted i første omgang. ”Det er målet at forbedre mig og kvalificere mig til NCAA i flere discipliner. Og selvfølgelig nyde tiden, fordi den går stærkt, og inden jeg ser mig om, så er det jul igen”, fortæller Emma glad, og fortsætter: ”Jeg skal bo lidt anderledes. Jeg har valgt at bo i lejlighed med nogle studiekammerater – en fra Schweiz og to fra USA de næste år, så det kommer nok også til at blive en helt anden oplevelse, og jeg bliver mere selvstændig”.
Følg med, når Emma svømmer sammen med sine klubkammerater til årets Danske Mesterskaber fra den 8. til den 11. Juli.