Drømmer du II – Hverdagen for en dansk svømmer i USA

Dette er andet afsnit om Emma Bjørnholdt. En Lyngby-svømmer fra Konkurrenceafdelingen, der i sommer tog til Saint Leo University i Florida for at svømme og tage en bachelor i psykologi. I sidste afsnit kunne du læse om idéen, beslutningen, formålet og om at være i Florida under Corona. I dette afsnit får du indsigt i Emmas hverdag.

En typisk dag på campus

På en typisk hverdag står Emma op kl. 6.50, spiser morgenmad og går til træning, som starter kl. 7.30. Træningen er fra kl. 7.30 til kl. 9.00. Efter dagens første træning går Emma direkte til kantinen og spiser morgenmad, igen, inden undervisningen starter ca. kl. 9.30. Der er enten undervisning med fysisk fremmøde i et klasselokale eller over Zoom. Undervisningen løber indtil kl. 11.00 eller 12.20. Det lyder måske som en dejlig kort dag. Der er dog lektier til mange timer, så efter undervisningen, står den på lektielæsning, afleveringsopgaver, forberedelse til tests, tests mm.

Undervisningen løber op til ca. 14 timer om ugen.

Ved 13-tiden er der frokost i kantinen, og så er det tilbage til lektierne og en lidt afslapning inden dagens andet træningspas, der ligger fra kl. 15.00 til kl. 17.00. Herpå spiser Emma aftensmad og smutter tilbage til sit værelse for at hygge med de andre fra studiet eller fra svømmeholdet.

Emma er værelseskammerat med en svensk pige. Det er rigtig hyggeligt, også selvom de ikke helt forstår hinanden, når de taler deres modersmål. Så kan engelsk heldigvis bruges.

Et træningspas

Emma træner 9 gange om ugen i vandet og styrketræner 2 gange.

Træningen kører typisk opdelt i to målgrupper: Sprint og distance. De svømmer gerne mellem 5000-6000 yards per træningspas, og det er meget konkurrencepræget. Det betyder, at svømmerne virkelig presser og opmuntrer hinanden til at træne hårdt til hver træning. De svømmer mange yards med kort pause og en masse undervandssvømning.

Holdet er formelt opdelt i to – et pigehold og drengehold, men de træner altid sammen, så de er omkring 35 svømmere samlet, når der er træning.

Den bedste

I brystsvømning og medley (fly, ryg, bryst og crawl) er Emma den bedste pige på holdet. I de længere crawldistancer, som Emma også svømmer, er der en anden pige på holdet, som Emma svømmer op med og derfor kæmper med og mod.

Emma vurderer, at hun med Ricardo som træner i Lyngby, inden hun tog til USA, udviklede sig meget som svømmer, men der skal ikke herske tvivl om, at det er sundt at prøve noget andet. Hun kan mærke, at det er dejligt at træne med et så stort hold, der kan presse hende på andre og nye parametre. F.eks. peger hun på, at hun er blevet stærkere i undervandsarbejde og fart, samtidig med at hun føler sig som en mere ansvarsfuld atlet.

Weekenden går med

Weekenderne bliver brugt til afslapning og på ture uden for campus. Emma er også tit på stranden – det er jo Florida, får set staten og oplevet dens mange muligheder. Der er altid nogen at være sammen med fra campus.

Hvordan kommer man afsted?

Hele forberedelsesdelen fra beslutning til afgang har taget omkring 1,5 år. Emma har fået hjælp af CSUSA. CSUSA er et bureau, der arbejder for, at talentfulde studerende og sportsudøvere kan få muligheden for at studere på et amerikansk universitet og samtidig deltage i universitetssporten. Herfra har Emma været tilknyttet en kontaktperson, som har bistået under forberedelserne med alt lige fra at finde relevante universiteter, sætte møder op, administrative opgaver og sparring. Kontaktpersonen er også tilknyttet Emma under opholdet. Der bruges meget tid under forberedelserne – men det er det hele værd.

Processen indeholder bl.a. flere forskellige tests, herunder en engelsktest i skrivning, læsning, lytning samt dialog samt en engelsk/matematiktest, et ambassadebesøg, som omfatter et adgangsgivende interview for at få indrejse- og opholdstilladelse samt interviews med trænere fra de forskellige interessante universiteter. Det hele skulle helst munde ud i et attraktivt tilbud, da man ellers står med en ganske stor egenbetaling, idet sådanne ophold i USA er meget dyre.

Får du blod på tanden?

”Hvis du sidder og overvejer, om du gerne vil på college eller high school i udlandet i fremtiden, men måske er lidt bange for at tage springet, så fortvivl ikke! Grib chancen og gør det! Du kan altid pakke dine ting sammen og tage hjem”, lyder det opmuntrende fra Emma.

I næste afsnit kan du læse mere om Emmas eventyr, hendes oplevelser fra stævner og forskellige resultater.

Du kan også følge Emma på Instagram: emma.k.bjornholdt