Guldet vindes i hverdagens indsats

Politik mod krænkende adfærd

Politik til modvirkning af krænkende adfærd

Krænkende adfærd forstås i det følgende som mobning, chikane, seksuel chikane, vold, trusler om vold og diskrimination eller andre former for uønsket adfærd.

Lyngby Svømmeklub er optaget af at have et ansvarligt arbejds- og klubmiljø, der har fokus på at fremme trivsel og åbenhed. Lyngby Svømmeklub forventer, at arbejdet med at udfolde klubbens faglighed sker gennem en ordentlig og konstruktiv tilgang til kolleger, medlemmer og frivillige. Derfor bygger alle samarbejdsrelationer i Lyngby Svømmeklub på et ligeværdigt og respektfuldt forhold blandt såvel ansatte, medlemmer og frivillige, og vi opfordrer til en åben dialog om personlige grænser og forventer en respektfuld og professionel tilgang.

Lyngby Svømmeklub accepterer ikke krænkende adfærd. Krænkende adfærd er uacceptabelt, uanset hvilken form og på hvilken måde, den udøves.

1. ANSVAR

Lyngby Svømmeklub forventer, at alle, der har sin gang i klubben, er opmærksomme på disse hensyn.

Alle ansatte, medlemmer og frivillige forventes at modvirke, at krænkende adfærd finder sted.

Klubbens ledelse har et særligt ansvar for at sikre et sundt psykisk arbejdsmiljø, hvor krænkende adfærd ikke forekommer. Som led i trivslen og ønsket om at undgå krænkende adfærd kan emnet tages op på årlige medarbejderudviklingssamtale, arbejdspladsvurdering, trivselsundersøgelser eller trivselssamtaler.

2. INDGRIBEN

Hvis krænkende adfærd alligevel finder sted I Lyngby Svømmeklub, har ledelsen i samarbejde med bestyrelsen en forpligtelse til straks at undersøge, hvad der er sket.

Det kan være forskelligt, hvad den enkelte oplever som krænkende adfærd. Sager vurderes individuelt, og der tages udgangspunkt i den/de berørte persons/-ers oplevelse af situationen. Der lægges vægt på, at eventuelle problemer løses så tidligt som muligt.

Formanden og næstformanden for Lyngby Svømmeklub vil straks blive inddraget i sagen. Formanden og næstformanden skal sammen med klubbens ledelse straks behandle en eventuel sag. Sagen vil blive behandlet fortroligt. Formanden, næstformanden samt klubbens ledelse vil konkret afgøre, hvilke personer blandt bestyrelsens medlemmer, der skal involveres i sagen, og hvad der skal gøres.

3. HVIS DU OPLEVER KRÆNKENDE ADFÆRD

Hvis du selv oplever eller er vidne til krænkende adfærd, opfordres du til at henvende dig til klubbens leder eller bestyrelsesformand.

4. KRÆNKENDE ADFÆRD

Krænkende adfærd skal altid forstås i lyset af den konkrete situation. Det er den enkeltes ansvar at udvise en passende situationsfornemmelse og sund fornuft samt at anerkende og forstå, at humør, grænser, perspektiver, mm. kan variere.

Krænkende adfærd er uønsket adfærd, der har til følge, at et menneskes værdighed krænkes.

Vores Politik mod krænkende adfærd er vedtaget februar 2021 og bliver løbende opdateret. Mindst efter hver generalforsamling gennemgås politikken.